Vigtig info
Rammerne for hjemmearbejde vs. fysisk fremmøde
Efter flere år med stor fleksibilitet er mange virksomheder begyndt at justere deres politik for hjemmearbejde. Flere ønsker igen øget fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen for at styrke samarbejde, kultur og videndeling. Det rejser naturligt spørgsmål om, hvilke rettigheder medarbejderne har, og hvilke muligheder arbejdsgiveren har for at ændre rammerne.
Der findes ikke en dansk lov, der giver medarbejdere en generel ret til at arbejde hjemmefra. Som udgangspunkt er det arbejdsgiveren, der gennem ledelsesretten bestemmer, hvor arbejdet skal udføres. Det betyder, at virksomheden som hovedregel kan kræve fysisk fremmøde, hvis hjemmearbejde ikke er aftalt som en del af ansættelsesforholdet.
Er hjemmearbejde derimod skrevet ind i ansættelseskontrakten eller blevet et fast ansættelsesvilkår, kan en ændring være en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, som skal varsles efter de almindelige ansættelsesretlige regler.
At medarbejderen arbejder hjemmefra, fritager ikke arbejdsgiveren for ansvar for arbejdspladsen i hjemmet, for Arbejdsmiljøloven gælder også ved hjemmearbejde, når det har et vist omfang.
Arbejdsgiveren skal derfor blandt andet sikre, at hjemmearbejdspladsen er indrettet forsvarligt, at hjemmearbejde indgår i virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV), og at der arbejdes aktivt med både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Medarbejderen har samtidig pligt til at følge virksomhedens instruktioner og medvirke til et sikkert arbejdsmiljø.
Når virksomheder tilbyder hybridarbejde, bør rammerne være beskrevet tydeligt – enten i ansættelseskontrakten eller i en særskilt hjemmearbejds- eller hybridpolitik.
Jo tydeligere rammerne er beskrevet, desto lettere er det at håndtere ændringer og skabe fælles forventninger. Det skaber gennemsigtighed, reducerer risikoen for misforståelser og giver både ledere og medarbejdere et solidt grundlag for et velfungerende samarbejde.
Det bør blandt andet fremgå:
- hvor arbejdet som udgangspunkt udføres,
- hvor mange hjemmearbejdsdage ordningen omfatter,
- om hjemmearbejde er en fast rettighed eller en fleksibel mulighed,
- forventninger til arbejdstid og tilgængelighed,
- ansvar for udstyr, IT-sikkerhed og arbejdsmiljø.